1.      DEN SORTE KAT

De siger, den bringer ulykke.
En sort kat over vejen, og folk vender om. Spytter over skulderen. Banker under bordet som små bange børn. Men ingen spørger katten.
Ingen spørger, hvorfor den altid dukker op dér, hvor noget frygteligt skal til at ske.
Jeg så den første gang den nat min far døde.
Den sad udenfor hospitalet og stirrede direkte på mig. Helt stille. Som om den ventede.
Og bagefter begyndte den at følge mig. Ikke hver dag. Kun når noget nærmer sig.
En brand. En begravelse. Et menneske, der lyver.
Den sorte kat er der altid først. Så nu, når jeg ser den, bliver jeg ikke bange længere.
Jeg bliver bare stille. For katten bringer ikke ulykke. Den varsler den bare.

 

 

2.      ELVERE

Har du nogensinde danset så længe, at du glemte tiden?
Det er sådan, de tager dig. Min søster forsvandt midsommeraften. Folk sagde, hun druknede. Men jeg fandt hendes sko ude i engen – pænt stillet side om side, som om hun selv havde taget dem af. Og i græsset omkring dem var der cirkler.
Elverdans.
De gamle siger, man ikke må træde ind i ringene. Ikke hvis disen ligger lavt over jorden. For elverne ser smukke ud på afstand… men kommer du tæt nok på, opdager du, at deres smil aldrig når øjnene. Nogle gange om natten kan jeg stadig høre musik ude fra engen. Og latter. Som om festen aldrig stoppede.
Måske lever min søster stadig derude. Ung for evigt. Dansende til solen står op.
Eller måske blev hun bare endnu én af dem.

 

 

3.      NØKKEN

Første gang jeg hørte violinen, troede jeg, det var vinden. Men vinden spiller ikke melodier. Den kom ude fra søen. Langsom. Sørgelig. Som om vandet selv sang. Jeg fulgte lyden gennem skoven, helt ned til bredden… og dér sad han.
En mand i sort. Med violin under hagen og fødderne ude i vandet.
Han så ikke på mig. Han spillede bare. Og jeg kunne ikke gå derfra.
Det er dét, folk ikke forstår ved nøkken. Han lokker dig ikke med tvang. Han finder bare den ensomhed, du allerede bærer rundt på… og spiller til den.
Da melodien stoppede, var solen væk.
Og vandet nåede mig til knæene.
Hvis min bror ikke havde fundet mig den nat, var jeg gået længere ud. Det ved jeg.
For nogle sange vil ikke høres.
De vil ejes.

 

 

4.      VÆTTEN

Min bedstemor stillede altid grød frem om natten. “Til vætten,” sagde hun.
Jeg troede, hun var skør. Indtil den vinter vi glemte det.
Først var det små ting. Mælk der blev sur. Døre der smækkede. Høns der døde uden grund. Men så begyndte nogen at gå rundt på loftet om natten. Små skridt. Langsomme skridt. Min far sagde, det bare var huset, der satte sig. Men jeg så mærkerne ved pejsen. Små sorte håndaftryk. Som fra noget, der havde stået og kigget på os.
Så jeg stillede grøden frem igen. Næste morgen var skålen tom.
Og huset blev stille. Folk ler af den slags historier nu. Kalder det overtro.
Men jeg stiller stadig grød frem hver eneste vinter. For nogle gange handler gamle fabler ikke om tro. Bare om respekt.

 

 

5.      MOSEKONEN

Der er steder, hvor jorden ikke vil slippe dig igen. Mosen bag vores landsby er sådan et sted. Min mor sagde altid, at tågen dérude ikke var almindelig tåge. “Det er Mosekonen,” hviskede hun. “Hun leder efter nogen at tage med sig.”
Jeg troede ikke på hende. Så jeg gik derud alene.
Det mærkelige ved mosen er stilheden. Ingen fugle. Ingen vind. Bare lyden af dine egne skridt… og noget andet, der følger dem.
Jeg så hende aldrig rigtigt. Kun skyggen.
En kvindeform inde i disen. Langsomt glidende mellem sivene. Men jeg hørte hende.
Hun sagde mit navn, som om hun kendte mig. Og et øjeblik havde jeg lyst til at gå længere ind. Bare lægge mig ned i tågen og sove. Måske er det dét, hun gør.
Ikke drukner folk. Bare får dem til at give op.